Patagonia

3. En blid start på bjergene

Etape: Contao – Hornopiren, 86km


Jeg sov som en sten. Jeg var lidt nervøs efter at den canadiske kvinde havde fortalt at hendes spritnye telt, der ligner min til forveksling, tog vand ind ved første brug. Det er faktisk også første brug for mit telt, men den var heldigvis tæt.

Jeg fik slået teltet sammen i tørvejr, og satte kursen sydover som den sidste af cyklisterne. Jeg tog den sceniske vej langs vandet – en væsentlig forøgelse af distancen, skulle jeg opdage – og nød asfaltvejen i den, korte, tid der var asfalt vej. Omkring samtidigt med at jeg ramte grusvejen, startede regnen igen, og den fortsatte, med få ophold, resten af dagen. Kombineret med at der kun er omk. 14 grader bliver det koldt at køre i regnen. Til gengæld var der rygvind en stor del af etapen. Gynger og karusseller.

Det virker som om der foregår en del fiskeri med både der bliver ’strandet’ i stedet for at ligge for anker – jeg har i hvert fald set en del både på ruten i dag. De kan jo så kun komme ud ved højvande, men det ved de jo nok.

Jeg er også kommet forbi en masse kirkegårde og de springer i øjnene. De er dekoreret med plastik blomster i pang farver – man går ikke forbi en uden at lægge mærke til den. Det virker som om chilenerne har et ret liberalt forhold til pang farver – man er ikke nødvendigvis en sørling, hvis man maler sit hus orange.

Jeg fandt en restaurant hvor jeg fik frokost i dag. Det passede fint med at jeg skulle have opladet computeren og brugt toilettet – det er med at udnytte mulighederne når de byder sig. I restauranten arbejde en studerende, Maria, som elskede at bruge sit engelsk (hun gik på universitetet, men har sommerferie nu), så vi fik snakket en del. Godt for mig fordi jeg kan spørge om Chile og min tur og forhåbentligt bliver hun lidt bedre til engelsk.
En ret solid frokost af en god standard, en øl og 2 kapper kaffe kostede 13.000 pesos ~ 130 kr.

Jeg ramte de første bjerge i dag, min kort app siger at jeg ramte 2 stk. 100m bjerge (bakker?), men jeg glemte at nyde udsigten da det regnede. Da jeg ankom til destinationen var jeg gennemvåd og frøs. Jeg fandt en campingplads (3.000 Pesos ~ 30kr.) og brugte 1 time i soveposen for at få varmen igen. I morgen skal jeg på en længere færgetur da der ikke går veje videre herfra.

Jeg kan høre floden der løber lige neden for teltet, normalt ville det være en god ting, men jeg er pt. ret træt af vand!

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>