Patagonia

33. Farvel, Chile, goddag igen, Argentina og goddag, Atlanterhavet

Etape: bag et busskur – Rio Grande, 147km

Jeg vågnede rimeligt tidligt da der var en truck der dyttede ved skuret. Jeg ved ikke om den dyttede af mig og mit telt (det er vel ikke direkte forbudt at campere hvor jeg camperer), men jeg stod op og pakkede sammen alligevel.

Der var 45km med helt ny betonvej (de var ved at overdække den gamle grusvej med jord lige nu) til den chilenske grænsepost, herligt, og vinden var i ryggen igen i dag, mere herligt. Jeg var lige ved at køre forbi den chilenske grænsepost, så der kom en betjent ud og råbte mig tilbage (på en flink måde; ikke på ’næste gang snakker kniplen’ måden). Denne grænsepost var højeffektiv, og jeg for lidt vild i proceduren (det synes grænsebetjentene var lidt irriterende og delvist sjovt; jeg kunne høre de snakkede om ’ciclista’ (cyklisten) og grinede list), men jeg fik da mit farvel-stempel. Ved den fysiske grænse mellem Chile og Argentina, stoppede betonvejen desværre. Nå, 45km med ordentlig vej var da bedre end ingenting, tænkte jeg. Efter 10km kom jeg til den argentinske grænsepost og fik mit velkommen-stempel i passet. Danskere får automatisk visum til 3mdr. i både Chile og Argentina (tror jeg det er) når man kommer over grænsen.

Jeg fandt en cafe (den første i 120km), fik en kop kaffe og en kage og lånte toilettet.
Heldigvis havde argentinerne været så venlige at asfaltere vejen fra grænseposten og sydpå.
Lige efter grænseposten kunne jeg se Atlanterhavet.

Med vinden i ryggen gik det bare derudaf. Der er nogen trafik på vejen, også tung trafik, men det har ikke været et problem. Folk er gode til at holde god afstand til mig.

Jeg så nogen ‘pumpjacks’ stå og pumpe olie op, så der må være noget olie i jorden her i Argentina.

Jeg nåede Rio Bravo uden at have knoklet for det (147km er ellers det andet længste stræk jeg har cyklet på én dag med bagage, nogensinde). Det er faktisk en ret stor by, 65.000 sjæle; jeg troede det var en lille landsby. Jeg så først det rige kvarter ned til vandet og dernæst de knap så rige kvarterer i beton blokke. Ved første øjekast ser byen ikke specielt indbydende ud.

Jeg fandt et sted jeg kunne campere. Det er ved en kvinde, kunstner, som tjener noget ved siden af ved at, drive camping. Jeg giver godt 60kr for én nat. I Argentina er det dyrt, men faciliteterne er rigtigt gode her. Hurtigt internet, bruser med vand, der ikke skifter mellem brandvarm og iskoldt, rent køkken, rent toilet og hendes stue som opholdsrum. Det her er faktisk det eneste sted hvor jeg tør bruge de gryder, tallerkener etc. der er i køkkenet, ellers har jeg altid brugt mit eget. Jeg har nemlig lagt mærke til at mange, specielt unge mennesker (mænd specielt), er ikke sønderligt gode til at gøre tallerkener, bestik og gryder rene efter sig.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>