Patagonia

37. Ombooking af fly; eller historien om hvordan man gør livet mest besværlig for folk.

Etape: Ushuaia, fri, åh, fri for cyklen.

Kl. 9:30 sharp, stod jeg foran Aerolineas Argentinas kontor her i byen. Jeg ville have flyttet min flybillet fra fredag til i morgen, tirsdag. Det var der også et par andre der gjorde. Efter at have ventet i én time på at 3 assistenter behandlede 5 kunder kom jeg endelig til (argentinerne er mestre i bureaukrati – intet mindre – selv om venstreregeringen i DK bider dem i haserne). Jeg fik at vide at jeg i stedet skulle ringe til TravelGenio, som jeg åbenbart har købt billetten igennem.
Tilbage på hotellet og at ringe til TravelGenio’s internationale kontor (tak, Skype). Jeg snakkede 30 minutter med én, som jeg ikke tror vidste hvad et fly var. Heldigvis var Skype så flink at afbryde forbindelsen efter de 30 minutter. Næste gang jeg ringede, vidste jeg hvad jeg skulle have og sagde præcist hvad der skulle ske, men alligevel tog det 45 minutter på Skype at få flyttet billetten (og det kostede næsten det samme som en ny billet). Samtidigt fandt jeg ud af at hende der havde ændret billetten havde slettet al min bagage fra reservationen: Man skulle simpelthen tro at folkene der sidder ved TravelGenio ikke ved noget om flybilletter (selv om det er det, der er deres job), vorherre bevares.

Nå, jeg flyver i morgen kl. 9 fra lufthavnen der ligger 7km herfra. Jeg cykler ud i lufthavnen tidligt og pakker den ned derude (taxierne her i byen ser ikke ud til at kunne tage en cykel med). Så har jeg også selv styr på tiden, og er ikke afhængig af at en bestilt taxi dukker op (jeg kan godt lide argentinere, men de er meget afslappede med tider).

På Aerolineas Argentinas kontor snakkede jeg med Kristian og Annika fra Danmark. De havde prøvet at komme med på en tur til Antarktis (den arktis der er sydpå), og havde faktisk også fået lovning på en billet, men der var så gået noget galt med bestillingen, så de kom ikke afsted alligevel. De fortalte at man kunne komme på en 14 dages tur til Antarktis, hvor de 7 af dagene var i stille vand ved Antarktis, hvor de kom i land på Antarktis 2 gange hver dag. Det ville have kostet dem omkring 5.500US$ (36.000kr) pr. person for turen.
Faktisk er der 3 danske skibe fra Albatros rejseselskab der sejler turene hernede. De skulle have været med en af dem.

Jeg brugte resten af dagen (det der var tilbage efter det ‘Brazil’ – filmreferance – agtige bureaukrati) på at pakke ting ned og smide alt ud som jeg ikke absolut skal have med tilbage til Danmark – Flyselskaberne tjener måske ikke så mange penge på flyturene mere, men de tager i den grad ved, når det kommer til bagage.

Argentinerne spiser sent. Restauranterne åbner normalt først kl. 19:30 (de skal jo gerne lige have overstået siestaen før aftensmaden) og det kræver lidt tilvænning (min mave knurrer kl. 18:00, sharp).
Jeg havde fundet ud af at specialiteten i Ushuaia er ”King Crab” (kongekrabber på dansk?), det er også dem de fanger i Alaska på TV. Jeg havde fundet den bedste King Crab restaurant på nettet, og var dernede kl. 18:50 (den åbner allerede kl. 19). Jeg var der som nummer 15 i køen (!). Jeg fik min kongekrabbe menu og et par, endog meget generøse, glas af husets hvidvin (30kr for 2 glas; jeg tror det svarede til en hel flaske). Kongekrabberetten kostede omkring 100kr. Det virker som om tilberedt mad er rimeligt billigt hernede, mens råvarerne fra butikkerne er relativt dyre?! Lønnen er jo nok ikke høj, men alligevel…
Jeg læste senere i guidebogen at det faktisk var mere sæson for søstjerner som for kongekrabber. Så, hvis flyturen i morgen glipper, kan det være den står på søstjerner….

I går fik jeg en steak (steek?!). Argentina er kendt for deres kødkvæg der går på de enorme steppeområder, som kaldes ”pampassen” (der hvor Erik Clausen var, eller ikke var, i ”Den Store Badedag”) i Argentina. Pampassen strækker sig fra Buenos Aires i nord til Patagonien i syd. Kært barn har mange navne; i Europa kaldes naturtypen steppe, i Afrika savanne og i Nordamerika prærie. Faktum er, at vi i Europa importerer oksekød fra Argentina og sælger det som premium kød.

Min tid hernede er knap, så jeg skal lige have de sidste ting med: Bilernes konge i det område jeg har befærdet mig i, har, til min store glæde, været den amerikansk inspirerede pickuptruck. En bil med fire sæder (i sportspickupper dog gerne 2 sæder) og et lad. Den er lige så udbredt her, som stationcaren er i Danmark. Grunden til min glæde er (var) at en pickuptruck altid har plads til en havareret cykel; ergo kunne jeg altid få et lift i det tilfælde jeg havde brug for det. Hvilket jeg heldigvis ikke har haft.
En sjov ting er, at pickuptruckene hernede normalt er af japansk fabrikat (Toyota, Nissan, Mitsubishi etc.) jeg ville jo have troet de var importeret fra U.S.A. – det er trods alt tættere på, og det er trods alt dér, pickuptrucks originalt kommer fra. Men måske har det noget med benzinøkonomi at gøre. Benzin er dyrt som i DK og de amerikanske pickuptrucks, jeg har set hernede (Chevrolet og Ford), er gigantiske (intet mindre) – jeg, som er velvoksen, kan knap kikke over køleren på dem – og de bruger sandsynligvis lige så meget benzin, som de er enorme.

Europa kan dog også være med. Jeg har set pickup trucks fra VW, Renault og fra Fiat. Sjovt nok var den mindste pickup truck, jeg har set, fra Fiat og den hed gudhjælpemig ’Toro’ (Tyren) – det er kun italienere, der har så meget selvtillid, at de kan kalde så lille en bil for ’tyren’.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>