Patagonia

41. sidste aften i Buenos Aires

Etape: Buenos Aires, gåben og metro

Der var ikke mere jeg skulle se i byen, dvs. der er meget mere at se, men jeg er bare ikke så meget til attraktioner, mere til bare at gå rundt i byen og kikke. Så, i dag ville jeg tænke med maven (mere som de andre dage).

Morgenmad på hotellet, det er ret godt, og så er det jo inkluderet… Lige en slapper på værelset for at fordøje, og så tilbage til området Ricoleta (der hvor Evita var begravet), da der lå en restaurant der var kendt for deres ’empenadas’ – en lille pandekage der er foldet til en halvmåne med fyld i noget a la en pie (’pie’ er åbenbart et dansk ord). De var gode, og jeg er lidt ked af at jeg først lærer dem at kende nu hvor jeg skal hjem. Men jeg har tabt nogen kilo på denne tur, og hvis jeg havde lært ’empenadas’ at kende før, hvem ved hvordan det så var gået…
Ingen tvivl om at hvis jeg bliver i BA meget længere, bliver jeg tyk. Det er der også mange lokale der er. Der er faktisk mange i både Chile og Argentina der er overvægtige. De har de samme fedmeproblemer som os.

Mens jeg ventede på appetitten, gik jeg shopping-gaden ’Florida’ igennem, men fandt nu intet. Jeg ligger også lige på grænsen vægtmæssigt, og jeg er sikker på at kontrolfreaksene i Lufthansa ikke tolererer overvægt, uden klækkelig betaling.

Jeg endte på samme restaurant til aftensmad som jeg startede på, steakrestauranten. Den har jeg spist på 3 af 4 dage i byen. Første gang jeg fik husets specialitet; en stor steak og en lille kartoffel (rigtigt fint) men denne gang havde de lige byttet om på forholdet så jeg fik en stor kartoffel og en mindre steak (steaken kan ikke ligefrem kaldes lille, og den var også stor nok, men stadigvæk; jeg fløj ikke herned for at redde jorden).

Jeg gik ned på gaden om aftenen (man kan sidde ude i t-shirt hele aftenen/natten). Det er fedt bare at sidde at se på livet der passerer forbi. Det er fredag aften, så der er mange folk på gaden, men i forhold til DK er der nu mange folk ude alle aftener (mildt vejr gør sin del). Når jeg er ude at få en godnat øl, er argentinerne ved at spise aftensmad.

Jeg ved ikke om de lave priser på tilberedt mad er pga. inflation og devaluering, men jeg fortryder at jeg ikke gik skridtet videre, og gik på de finere restauranter. Jeg begyndte først at undersøge priserne i dag, fredag, og det er en dårlig dag at finde plads på restauranter på. Indtil videre har jeg betalt 25-30kr. for ½ flaske vin (i en proppet flaske) på en restaurant og det dobbelte for rigtig god mad. På de rigtig fine restauranter kunne jeg se at man kunne få en 5-retters menu med tilhørende vinmenu til 500kr. Hvis jeg havde været mere opmærksom, ville jeg have prøvet det.
Men så er der alt det med at være tilbørligt påklædt, og det føler jeg ikke rigtigt jeg er.

Men jeg har i den grad spist godt her i byen alligevel…

Jeg flyver tilbage til DK i orgen aften kl. 18.

2 comments to 41. sidste aften i Buenos Aires

  • Helle

    Hej John.
    Så er det ved at være sidste udkald for dig og dine oplevelser. Det har endnu engang været spændende at være med på din blog, høre om alle dine udfordringer, læse dine mails – som også har gjort mig klogere på mange ting.
    Nu må du bare have en rigtig god tur hjem til lille DK, og en dag ses vi nok ude hos din mor og far.
    Hilsen Helle

  • admin

    Hej Helle,
    Mange tak 🙂 Og jo; mon ikke vi ses i Strellev engang?!
    Hilsen John

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>