Nature Beach Resort (Koh Chang)
Jeg har nu været her de to nætter jeg bookede fra starten, og jeg har købt to nætter mere. Her er simpelthen lækkert at være og personalet er rigtigt flinke. I går ville jeg, i et anfald af vanvare, cykle 5 km ned til den lokale havn, men efter 2 km opgav jeg – bakkerne her er simpelthen dræbere (og jeg skulle jo også tilbage igen). Ganske lave stigninger (10-20m) men meget stejle og så igen. Jeg bliver bare på resortet – de har også det hele jeg har brug for…
I dag tog jeg mig selv i at stå tidligt op (~ kl. 8) for at komme ud og lave – ja, ingenting. Det skal dog siges jeg svømmer 1-2 km dagligt i poolen, når den er fri.
Det er perfekt! jeg troede ikke jeg var typen der kunne lave ingenting (i ferien altså – før nogen af kollegaerne siger noget andet :-)), men det kan jeg åbenbart. Men, i et anfald af dårlig samvittighed – jeg SKAL jo lave noget – har jeg bestilt en snorkeltur hele dagen i morgen.
Jeg har fået fikset cyklen igen vha. et spændebånd (spændebånd har reddet min bagdel nogen gange efterhånden på cykelture).
Jeg fik en gang skulder og ryg massage i dag- Jeg har haft lidt ondt i lænden efter et ‘knæk’ for en måned siden (aldersbetinget knæk, er jeg nervøs for) og har haft lidt problemer med nakken efter cykling (samme aldersbetingede problem, er jeg nervøs for). Jeg håbede at massøren kunne gøre noget der. Jeg ved ikke om massagen hjalp (måske finder jeg ud af det i morgen) men det var lækkert og 60min massage kostede 60DKK. Måske ikke sidste gang jeg prøver det…
Plan banan: Der er 500km asfalt herfra og til Bangkok, og jeg har sat syv dage af til det – det burde være nok. Jeg tager nok den femte overnatning her, og så burde det passe med at jeg har en-to overnatninger i Bangkok når jeg kommer dertil. Herfra behøves jeg ikke tage flere busser, og det gør at jeg selv har den fulde kontrol over min tur igen (sådan i teorien) – det kan jeg nu bedst lide!
Billedforklaring:
#1 Aber ved vejkanten
#3 – #28 Alle billeder er taget inden for 100m af Nature Beach Resort.
#28 Min bungalow (bad/toilet er bag døren bagest) note: der er gardiner!
Damn… Nu begynder vi for alvor at blive misundelige. Vi købte nyt snorkeludstyr før Corona – det har ikke været i brug endnu 🙁
Håber du får en fantastisk oplevelse med masser af farverige fisk og koraller – ikke bare de døde blegnede, som de desværre har så mange af i Thailand…
Drømmer……..
Det var desværre mest de døde blege koraller vi så. Jeg var ikke sønderligt imponeret. Men det var sjovt at være ude at snorkle igen – det har været nogen år siden sidst!