Etapen: Kratie – Kompong Cham, 120km
Jeg bestemte mig til at cykle videre i dag, selv om jeg havde overvejet en slapper dag i går. Jeg var lidt nervøs for etapen, da jeg har læst andre beskrive turen på internettet. De skriver alle at man skal krydse frem og tilbage mellem bredderne på Mekong floden, da vejene på begge sider, skiftes til at være ufremkommelige. Jeg håbede at jeg ville få det lidt lettere da jeg cykler i den tørreste periode i den tørre periode (længst tid siden sidste regntid) – Så må vejene da være i orden 🙂
Jeg tog derfor den ‘hardcore’ rute uden garanteret asfalt 🙂 Heldigvis satsede jeg rigtigt; vejene var rimeligt gode! Der var et enkelt sted jeg skulle krydse Mekong for at komme videre, men det var så det! Det var syret at køre ned til færgelejet; der var bare en strand og en lille sti, heldigvis var der andre der ventede, ellers ville jeg være kørt videre.
De første 20km af dagen var skrækkelige! Det var en grusvej, faktisk en god grusvej, men der ligger et lag fint rødt støv på vejen. Det støv bliver blæst op når biler kører forbi, specielt når de kører hurtigt (og det gør de desværre 🙁 ). Det røde støv går direkte efter øjnene, og gør en midlertidig blind, så efter 2 biler i streg er man mere eller mindre nødt til at stoppe indtil støvet har lagt sig igen.
Det viste sig at ingen gider tage hovedvejen, da det giver 50km ekstra at køre. I stedet tager alle biler, motorcykler og lastvogne samme vej som jeg.
Jeg lignede en rød snemand, da jeg endeligt kørte forbi den sidevej som al trafikken, heldigvis, tog. Herefter gik det stille og roligt langs Mekong floden. Det var grusvej næsten hele vejen, men det var en god grusvej de fleste steder.
Jeg kørte igennem små hyggelige landsbyer, og da vejen næsten ingen trafik har, var vejen ligesom en del at familiernes dagligstue. Jeg kørte forbi 6-7 bryllupper (det må næsten være en speciel dag i dag!). De fleste havde slået et telt over vejen, så jeg skulle igennem teltet, med cykel, for at komme videre (jeg var specielt påpasselig med at køre ind i brudeparret). Tænk sig at komme cyklende gennem Strellev forsamlingshus under et bryllup!
Jeg kom igennem muslimske områder (noget jeg slet ikke så i Laos), med moskéer og kvinder med tørklæde, og også et område på måske 10km vej, hvor kvinderne var helt tildækkede undtagen lige for en øjensprække, og mændene gik med lagen, turban og havde langt skæg – Jeg skyndte mig hurtigt videre!
Jeg er checket ind på mit første rigtige hotel: Hotel Mekong; og det er faktisk ret godt. Jeg betaler 6US$ (33DKR) for et fint rent værelse med blæser, varmt vand og toilet.
Jeg var nervøs for om jeg kunne få et værelse, så rød af støv jeg var da jeg ankom, men selv om receptionisten kiggede vældigt på mit udseende (og trak lidt på næsen), fik jeg mit værelse. Jeg lånte dernæst deres have slange og fik min cykel spulet (rimeligt) ren.
Lige pt. er mit indtryk af Cambodja at man får noget mere værelse for pengene (værelserne er også renere og ting fungerer faktisk?!) men at maden er lidt dyrere, og ikke meget bedre: Jeg fik en Cambodjansk specialitet i går der hed prahoc (det var det de havde i restauranten), bogen (red, guiden) beskriver det som ‘fermented fish paste’ – tyk lidt på den 🙂
Hvad der startede som en rigtig ringe dag (den infame støv de første 20km) endte som en af de bedste cykeloplevelser jeg har haft i Sydøstasien. Jeg er dog bange for at jeg bliver nødt til at tage en hviledag her i morgen, da min bagdel skriger på en uge væk fra sadlen (den kan få én dag, og så kan den lære at være tilfreds!).
Kompong Cham er en af de større byer her i Cambodia, men med sine beskedne 46.000 sjæle, må det siges at være en mindre by, sådan i global perspektiv.
Leave a Reply