Etapen: Kompong Cham – Phnom Penh, 105km
Jeg nåede af sted i dag 🙂 Det var en fremragende dag på cyklen, i hvert fald de første 75km.
De første 75km foregik som sidste etape, på grusvej mellem landsbyer på en vej uden nogen trafik. De sidste 30km foregik på en hovedvej der gik mod hovedstaden, Phnom Penh.
Sidst jeg kørte på en større vej med ‘nogen’ trafik var på grusvejen fra Kratie mod Kompong Cham. Jeg tænkte tanken dengang, men ville lige give bilisterne hernede en chance. Efter at have kørt på en lettere trafikeret vej i dag er jeg ikke i tvivl: Bilisterne hernede er uden sammenligning de ringeste bilister jeg har oplevet i de 33 lande (jeg talte dem) jeg har været i! De er ikke bare dårlige førere af bilerne (det er de også), de overhaler i sving hvor de ikke kan se om der kommer modkørende, de kører alt for hurtigt og de kører for tæt.
Jeg ved ikke hvem jeg er mest bange for: Dem der overhaler én og er ved at snitte ens skulder med deres spejl, eller tåberne der er ved at ramme én (3m fra deres egen bane) forfra, fordi de (tåberne) prøver at overhale en anden bil der kører 2km/t langsommere end dem selv.
Jeg tør ikke tænke på ulykkesstatistikken hernede!
Det skal lige siges at der er nogen få der kører fornuftigt, men desværre er chaufførernes gennemsnitlige standard lav, meget lav.
Jeg tænkte meget på en film der hedder ‘Speed’, da jeg ville prøve at beskrive de dårlige bilister. ‘Speed’ handler om en bus der skal holde en fart på over 50mph ellers eksploderer den. Bussen bliver ikke kørt pænt i forsøget på at holde den hastighed.
Det er næsten det samme med de elendige chauffører hernede: De holder en fart på mellem 80 og 90km/t konstant, og hvis de ender bag en langsommere bil (og det gør de jo) så overhaler de uden at se sig for. I stedet dytter de som gale, og satser på at modkørende skal flytte sig for dem. Nogen gange ender det med 3 biler ved siden af hinanden på en vej der er ~6m bred (alm. dansk landevej). Der er ikke mange cm at give af… Specielt ikke hvis der lige pludseligt er en cyklist…
Jeg ved ikke hvad der gør den gigantiske forskel på trafikkulturen fra Laos til Cambodja (ja, fra alle landene jeg har været i indtil videre til Cambodja), men ikke desto mindre er forskellen der, og skal bestemt tages seriøst….
Nå, jeg fik lige lukket lidt harme ud! Det lettede!
Jeg har fundet et ganske udmærket værelse her i Phnom Penh, og har betalt for 3 nætter (jeg prøvede at handle, men sparede kun 2US$ på 3 nætter; jeg bliver aldrig god til at forhandle!). Jeg tager det nok roligt med sightseeingen (hvorfor lige pludseligt starte på det kulturelle nu?…;)), men der skulle være rigeligt at se, til et par afslappede dage.
De fleste måske husker måske Cambodja for ‘De Røde Khmer’. De ledede et kommunistisk terrorregime i det daværende Kampuchea fra 1975-1979. De var under ledelse af en fyr der hed ‘Pol Pot’ (ikke operasangeren fra ‘Britain’s Got Talent’), og nåede i den korte periode at være skyld i mange hundredetusinde menneskers død. ‘De Røde Khmer’ var støttet af Kina.
Det er nok også den tidsperiode der betyder mest for Cambodjanere nu, de er stadig meget påvirkede af det. Det var først i slut 90’erne at ‘De Røde Khmer’ blev endeligt nedlagt.
På grund af krigen mod ‘De Røde Khmer’ findes et af de største minefelter i verden langs Cambodjas grænse mod Thailand. På grund krigen der afsatte ‘De Røde Khmer’ (vietnameserne tog sig sammen og afsatte dem med magt) og andre krige (bl.a. Vietnam-krigen) findes der miner og ueksploderet ammunition i mere eller mindre alle egne af landet. Man bliver opfordret til ikke at bevæge sig særligt langt væk fra vejen hvis man skal tisse….
Leave a Reply