Etapen: Hanmer Springs – Marble Hill, DOC campsite, 98km
Jeg skulle igennem Lewis passet i dag, og det ligger i 907m højde, men jeg starter i 400m højde så jeg fik et godt forspring. Det gik fint op af bakken og igennem passet, men der skulle være en p-plads på toppen af passet hvorfra der skulle udgå nogle (korte) vandreture, men jeg missede totalt passet. Jeg ved ikke hvordan det skete; det gik ellers ikke superhurtigt op til toppen 😐
På vejen ned (det var deejjlligt at køre nedad :)) var jeg inde at se et vandfald. Det var ikke noget stort vandfald, men det var der…
Jeg overnattede på en DOC (statslig) campingplads. Det er billigt (5$ ~20DKR), men der er heller ikke meget andet end toiletter. Lige denne DOC campingplads var der dog vand; normalt henter man det ellers bare i floden.
Her på sydøen har de nogen fluer de kalder sandfluer. Det er nogle småbitte fluer, der ligner banan fluer. Forskellen er dog at sandfluerne stikker eller bider og efterlader en kløende plet, lidt lige som myg. Men hvor myg kun kommer frem om aftenen (de fleste steder), er der ingen tidspunkter på dagen hvor du er fredet fra sandfluerne.
På et tidspunkt var jeg nede på hug og fotografere noget, og jeg havde trukket buksebenene lidt for langt op, og da jeg så ned, sad der 10-15 sandfluer bare på det ene knæ (lige der havde jeg ikke mygge creme på). Fordelen ved at de sidder så tæt er dog at et slag tager 90%, hah! Selv Gandhi ville gå til angreb på de her modbydelige dyr!
Leave a Reply