Farvel til Doris

Etapen: Merton – Middlemarch, i bil

Vi stod op efter en nat med konstant regn hele natten – jeg ved det fordi jeg var vågen hele natten. Mit telt er tæt de første 3 timer af regnvejret, og derefter begynder der at komme dråber af vand ind gennem yderdugen. Jeg ved ikke om det er noget der kan gøre noget ved, men det ville være rart, da langtids regn er meget normalt lige for tiden…

Vi mødte David i dag. Han er Doris søn. Han var forbi sammen med hans 2 yngste børn (2 årige William og 5 årige Alexander) og hans kone.
Han mistede benet lidt over knæet for næsten 10 år siden, men kan godt klare at passe en gård med omkring 130 malkekøer alligevel. Han har 5 børn i alt, så der kan ikke være meget tid til overs. Hemmeligheden er nok hans kone som hjælper med over det hele… Jeg tror dog de knokler!

Vi tog afsked og af sted over middag, og satte kursen mod ’Macraes Flat’ som er en stor mestendels åben guldmine. Der var ikke så meget at se igen, men vi kunne da se det kæmpestore hul hvor de ’små’ dumptrucks (de så i hvert fald små ud i hullet) kunne transportere 190tons materiale ad gangen.
I 2006 var minen begyndt at lave tunneler igen, og de havde allerede lavet en tunnel der var 5m*6m * 26km stor. Imponerende!

Vi fortsatte med vejen forbi guldminen videre mod Dunedin gennem noget uvejsomt landskab (dog på en god vej). Vi besluttede at holde for natten i Middlemarch da klokken var hen ad mod 17, og fandt en campingplads (Blind Billys Holiday Camp). Det var et ganske udmærket sted, med de til dato bedste badefaciliteter!

Middlemarch er ikke kendt for meget nu til dags, men der går en cykelsti fra Middlemarch og ca. 150km vestpå. Cykelstien hedder ’Central Otage Rail Trail’ og er en som jeg har overvejet at tage når jeg sender mor og far videre…