Det sydligste punkt på den sydlige ø er rundet!

Etapen: Curio Bay – Invercargill, i bil

Curio Bay var lidt af et hit, især fordi det holdt tørvejr hele aftenen og vi så pingviner komme op af vandet. Derudover var der en fabelagtig solnedgang som satte prikken over i’et.

Turen gik videre i regnvejr forbi den sydligste ø’s sydligste punkt, Slope Point. Far var dog den eneste der gad gå de 500m ned til selve markeringen, da det regnede.
Vi tog så videre til Waipapa Point hvor der var et fyrtårn og mulighed for at se søløver. Det regnede kun lidt, så vi gik alle ned på stranden. Vi så søløver, og det er åbenbart ikke noget man bare gør.

Vi var så heldige at støde ind i en DOC ranger, som eskorterede en professionel fransk dyrefotograf på søløvejagt. Hun fortalte os at der åbenbart er under 10.000 NZ søløver tilbage, og der er kun 70 der kommer ind til NZ hovedlandet – resten holder til på småøer og klippeskær.

Efter vi var færdige med at beundre søløverne (4 stks) tog vi på Paua jagt. Paua er det New Zealandske ord for Abelone, som er en slags snegl der sætter sig fast på klipper ude i vandet. De har nogle umanerlig flotte huse med farvestrålende perlemor.
Det var dog ikke selve Paua’erne vi var interesserede i men mere husene. Vi fandt dog også en masse, og det på trods af at vi faktisk ikke har set dem andre steder i NZ.

Vi overnatter uden for Invercargill i aften. Vejret er blæsende og regnvejr, men det er desværre efterhånden standarden (og jo, jeg bruger ret meget tid på at brokke mig over vejret ;))