New Zealand

Chch :(

Etapen: Auckland – Christchurch, i fly

Vi stod op ved en 8 tiden og begyndte at pakke, sådan for alvor. Jeg har en kineser taske som jeg pakker mine cykel-tasker ned i og mor og far har deres tasker hjemmefra.

Vi blev hentet på hotellet af en anden chauffør som ham vi bestilte ved i går. Vi fik at vide at den anden var blevet forhindret. Den nye chauffør var dog ikke særligt flink, faktisk var han på grænsen til det ubehagelige (meget u-New Zealandsk). Det er faktisk første gang jeg har været nervøs for at blive snydt hernede.
Han ville da også have 10$ ekstra for at køre både til udenrigs- og indenrigs-terminal. Vi valgte dog at stå af ved indenrigsterminalen alle sammen, og så sørgede vi for at give aftalte penge til chaufføren, sådan han ikke kunne tildele sig selv drikkepenge!

Vi tog afsked ved indenrigsterminalen, og mor og far tog en gratis shuttlebus til udenrigs terminalen. Det er altid svært at tage afsked, men det er heldigvis ikke for lang tid denne gang!

Inden for vejede jeg min taske og opdagede til min gru at den vejede 28kg og min håndbagage var fyldt til randen. Heldigvis kunne man få 2 stykker check-in bagage med gratis for tiden pga. situationen i Chch så jeg pakkede de kg jeg havde for meget i min reserverygsæk og checkede den ind!

I flyet snakkede jeg kort med en pige som boede i Chch. På et tidspunkt spurgte jeg om hendes familie og venner var OK, og hun sagde at hendes familie var OK, men der var nogen af hendes venner der var døde. Jeg fik lige mumlet at det var jeg ked af, og kunne så ikke finde på andet at sige!

I Chch tog jeg en shuttle ud til min backpackers (Avon City Backpackers). Shuttlen måtte køre en stor omvej fordi en masse broer var faldet sammen på ruten, samtidigt er centrum totalt afspærret.

Der er rigtig mange huse der er faldet sammen eller har skader omkring stedet jeg bor. Jeg gik en tur på 1km og tog de billeder der er hæftet ved denne post, og det var kun de værste skader på billederne; der er rigtigt, rigtigt mange huse der skal rives ned!

Der er kun én anden turist her på backpackeren, men det er heller ikke for sjov man kommer til Chch for tiden.

Jeg fik min cykel her sidst på aftenen af ejeren Michael, som var meget påvirket af jordskælvet. Han var slet ikke som han var for 1 måned siden.

Jeg har bestilt en billet til Dunedin til i morgen tidligt, der er en 150km cykeltur langs en nedlagt jernbane som jeg gerne vil tage. Der er heller ikke noget at blive i Chch efter, det er godt nok deprimerende her 🙁

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>