Iceland

23: Endnu mere solskin og gensyn med ringvejen

Etapen: Olafsfjordur – Akureyri, 64km

Der var høj sol og medvind i dag igen. 21 grader sagde termometeret ved swimmingpoolen her til aften.
Efter 15km holdt jeg ind i Dalvik og fik en fiskesuppe (og opladet computeren) – det er så hyggeligt med de små cafeer. Turen videre fra Dalvik til Akureyri var ikke speciel god; jeg er tilbage på hovedtrafikåren, og trafikken er noget værre her end det jeg er vant til. Nu er Akureyri selvfølgelig også ret stor, 17.000 mennesker og et universitet er her, så det giver også trafik.

Svigerinde Nete arbejdede her i Akureyri for nogen år siden, så hun mente det lige var stedet jeg skulle give den gas, og efter halvanden time i swimmingpool og varme bade her (brusebad på campingplads koster 300ISK så de penge kan man trække fra poolbilletten), har jeg valgt at spise ude i aften. Max gas med 2 gange ude-spisning på cafe/restaurant på een dag 🙂

Jeg fik også et par tips til hvad jeg skulle se her af Nete, og Myvatn skulle jeg se – så der sætter jeg næsen mod i morgen. Men, det kræver at jeg tager hovedvej 1 – ringvejen – som læsere af bloggen ved jeg ikke er gode venner med. Jeg har besluttet at cykle derned om ‘natten’ (det er lyst altid, selv når solen er lavest), så toget (cyklen) kører kl. 3-4 i morgen tidligt (hvis jeg kan komme op) – Der er simpelthen for meget trafik til at køre på hovedej 1, i hvert fald i dette område, om dagen, når turisterne og de lokale bruger vejen…

Jeg var på vægten i svømmehallen og den sagde 79,7 kg. Da jeg tog hjemmefra vejede jeg 87+ kg. Det er jo sådan set godt, men jeg klapper lige hesten – der er ingen der siger at vægten i svømmehallen passer (men jeg håber).

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>