Iceland

28: Højlandet

Etapen: Akureyri – Blonduos (med bus), Blonduos – Hveravellir, 110km

Jeg glemte helt at skrive at jeg undrede mig over at der var så mange spejdere i Akureyri. Det viser sig at der er 5000 spejdere fra hele verden (95 lande) der mødes heroppe i en lille uge. Det er noget med verdens lejr for spejdere mellem 18 og 25år. Ret cool; var det ikke noget, Aya og Tristan (niece og nevø)?

Jeg var nede ved busstoppestedet een time før bussen afgik – Jeg skulle bare ikke være den 4. cykel dernede (kun de første 3 er garanteret at kunne komme med). Der var allerede een cyklist, en schweizer, i forvejen, men det var jo også fint. Det tog et par timer i bus til Blonduos, og efter en suppe satte jeg næsen mod Sydisland.

Jeg vil køre ruten F35, kaldet Kjölur ruten. F’et står for højland og det er anbefalet at man kører herinde med 4*4 Jeeps. For udlejningsbiler, med undtagelse af jeeps, gælder forsikringen ikke herinde. Det er grusvej hele vejen.

Vejret er fornuftigt. Det er koldt og overskyet, men vinden er i ryggen og det regner ikke.
Efter de første 50km kom jeg op i bjergene. Højden, jeg kører i, svinger lidt, men mellem 400 og 700m. De første 90km var grusvejen fin, men derefter har den godt nok været ringe. Gennemsnitsfarten faldt kraftigt efter 80km.

Det er meget bart heroppe, der bor ingen mennesker og der er kæmpe områder hvor der ikke er andet end græs og mos. Nogen steder er der bare rå jord, eller vulkansk materiale. Jeg har prøvet at fotografere det, men det er svært at få omfanget af arealerne med.
Hvor der er græs nok, er der de allestedsnærværende får. De går i små grupper med et får og hendes unger og så går næste gruppe 100m væk. Jeg troede egentligt får var flokdyr, og at de ville gå sammen allesammen, men der har måske noget med kvaliteten af græsset at gøre (der er nok ikke meget føde i det græs heroppe).

Hveravellir er et område med en campingplads/hotel, en varm kilde og termisk aktivitet. for 2000ISK~120DKK, kunne jeg slå telt op og bruge den varme kilde. Det er egentligt lidt dyrt (lige ved siden af campingpladsen kan man bruge allemandsretten gratis), men den varme kilde trækker. Det er også rigtigt, rigtigt koldt heroppe i 600m højde.

Kilden er dejlig varm. Det havde jeg også brug for. Da jeg kom til campingpladsen kl. 20:30 var jeg gennemkold…

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>