Etape: Hornopiren – Caleta Gonzalo, med færge
Færgen sejlede kl 9 havde jeg hørt fra andre turister, så jeg var oppe 1½ time før. Heldigvis. Lige da jeg havde pakket teltet sammen og var cyklet mod færgelejet, stod det ned i stænger igen (det er bare ikke sjovt at pakke telt sammen i regnvejr). Jeg var i mit sidste tørre tøj (det andet lå vådt i en pose), så jeg ville helst ikke have det gennemblødt også.
Jeg fik købt billetter til færgen, troede jeg. Der er 2 færger der sejler fra og til samme sted men af forskellige veje. Det viste sig så, at jeg var kommet med den forkerte; det kunne jeg høre andre turister også var. Jeg tror den anden tur var flottere, men det er vist forskellen.
Efter morgenens regn og hagl (!) klarede det op i løbet af dagen, og det blev faktisk rigtigt fint solskinsvejr. Vejret gjorde også man kunne være på dækket og nyde landskabet (meget kuperet terræn). Jeg lagde mit våde tøj op på dækket til tørre, så kom der en ansat på færgen og sagde at jeg skulle følge med. Han havde en tørretumbler på færgen jeg kunne låne. Flinkt og rigtigt dejligt. Nu er alt mit tøj tørt. Jeg ved ikke om han egentligt ville have haft lidt penge for det – det sagde han ikke. Jeg nøjedes med at takke.
Lige ved destinationshavnen ligger en nationalpark (Chile er fremme i skoene når det kommer til nationalparker), og her bor jeg på en campingplads. En nat koster 60kr. Faciliteterne er fine og omgivelserne er fremragende. Men, der er ikke bad. Det er efterhånden et stykke tid siden sidste bad, men man kan argumentere for at al den regn også tæller for et bad…
Jeg havde virkeligt brug for solen; både for humøret men også fordi alt grej var vådt eller fugtigt. Selv nogle af objektiverne til kameraer kunne jeg ikke se gennem til sidst, fordi der vår så meget fugt i dem. Men nu er det hele tørret ud.
Der bor rimeligt mange på denne campingplads, mange af dem er trekkere, og hvor det ofte er udenlandske turister der trekker er det lokale her. Der er nogen få europæere/amerikanere, men resten er chilenere og argentinere.
Leave a Reply