8. dag: La Junta – Syd for Puyuhuapi, 66 km
Jeg snakkede med Aurelia (Tyskland) og Michael (Østrig) i dag. De er cyklister og rejser sammen. De mødte hinanden over internettet da de søgte cykelpartnere. De sover i samme to-mands telt, men de er ikke et par. Jeg tror, jeg ville have store problemer med at sove i et to-mands telt med en person jeg ikke kender, jeg bor alene i et to-mands telt og synes det er trangt. Men måske er det lettere med én fra det andet køn, da man (jeg) er lidt mere tolerant med det andet køns spidsfindigheder, som med mit eget køns.
For et par dage siden kørte jeg igennem en landsby, hvor den ene ende af byen grænsede op til et meget stort område, der var ryddet for alt (billede herunder). Jeg tænkte at det nok var et byggeprojekt, men det var mange hektar. Jeg snakkede så med et tysk par der sagde at sidste år var et stykke af en gletcher knækket af, og det vand den frigav havde resulteret i en voldsom flod, der havde lagt området øde. Katastrofen havde dræbt 11 i landsbyen. Det er barske kræfter der regerer her.
Der er mange gletchere i Chile, tilsammen dækker gletcherne 2,7% af hele Chiles areal. I alt dækker gletcherne 20.000 km2 (hele Danmark er 44.000 km2).
Jeg prøvede at finde en restaurant til frokost, og fandt også én, men da jeg kom ind i den, kunne jeg godt se at den var lige fin nok til en mand i lycra der lugter af sved. Priserne var ellers ikke uoverkommelige, men jeg følte mig lidt malplaceret så jeg fortrak lige så stille…
Jeg fandt i stedet en restaurant, der lige passede i stilen 🙂 Jeg fik laks. Det har jeg villet siden jeg ankom hernede. Chile leverer 38% af verdens laks som den 2. største producent, lige efter Norge som leverer 39%. Det er det alle de net jeg er kørt forbi bruges til (se billede under)…
Jeg fandt en campingplads ned til søen. Lækkert. De sidste campingpladser jeg har været på, kan man slå teltet op inde under halvtag. Det er nok konsekvensen af det meget omskiftelige vejr (læs: regn) de har her i Patagonien. Jeg sover dog hellere på græsset udenfor, da vejrudsigten siger at det bliver fint vejr de næste par dage…
Leave a Reply