Patagonia

Dag 10: Fridag

Etape: cykel fri dag, Nord for Villa Amengual

1) Det blæste og var relativt koldt fra morgenstunden.
2) Jeg havde checket vejrudsigten og det skulle give regn i dag, og være fint de kommende dage.
3) Mine ben og bagdel har i den grad brug for en pause fra cyklen.
4) Jeg er på en fin campingplads med WIFI og adgang til strøm og et sted at sidde indendørs.

Fire grunde; der må have været en højere magt der bestemte at jeg skulle holde en fridag i dag 🙂 Det var i hvert fald let at beslutte, da jeg lå i soveposen i morges. Jeg bor på en campingplads hos et ungt par med et barn. Der er en lille cafe tilknyttet, og mens familien er i den nærmeste by på 3 timers besøg, har jeg fået lov til at sidde i cafeen (de har ladet bagindgangen være åben for mig – eneste gæst), hvorfra der er adgang til deres private gemakker; pengekassen står her gudhjælpemig også. De har meget tillid til at jeg ikke er en tyv.

Jeg har brugt dagen til at planlægge resten af turen. Lidt status: Jeg har cyklet 7 dage og er kommet ca. 500km. Jeg mangler ca. 700km af Carretera Austral ruten. Derefter er der ca. 1200km til Ushuaia. Jeg har 30 dage tilbage før flyveren flyver fra Ushuaia. Jeg vil ikke tage nogen beslutninger lige pt. – meget kan ske – men der er et par muligheder for at forkorte ruten: Jeg kan sejle fra Villa O’Higgins til Puerto Natales – det skærer omkring 400km af cykelturen. Et andet alternativ er at tage en bus fra Punta Arenas til Ushuaia lidt senere på turen – det skærer nogen hundrede kilometer af ruten – det skule være relativt let at tage en cykel med bussen i Argentina (det er vist ret svært her i Chile).

Der er lidt usikkerhed blandt de cyklister jeg har mødt, om hvor svært det er at blive transporteret fra Villa O’Higgins sydpå med båd. Nogen siger man skal bestille plads i god tid, da der er mange cyklister der tager turen. Men tyskeren vi talte med i går, sagde at der ikke er mange turister i år. Det skulle have noget at gøre med at Argentina lige har devalueret deres valuta, og det derfor er dyrt for argentinerne at rejse i Chile. Samtidigt har vejret i Chile heller ikke været godt denne sommer, derfor er chilenerne også blevet hjemme (eller er taget på ferie i Argentina i stedet).
Jeg ved ikke hvor meget af det passer, men jeg kan se at der er mange indkvarteringsmuligheder (”Cabanas” – små hytter) der står tomme, selvom det er højsæson nu, og jævnligt er jeg den eneste på campingpladsen. Det er skidt for de folk hernede, der lever af turister, men godt for de turister der er her – men jeg satser på at færgen fra Villa O Higgins ikke er overbooket, hvis jeg vælger at tage den vej.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>