Thailand-2022

3. Nytår og første cykel etape

31. dec 2021

Jeg sov længe igen – jeg er noget hårdere ramt af jetlag som jeg plejer at være. Kroppen tror klokken er 18 når den er 24.

Jeg elsker Bangkok, men savner virkeligt at komme ud at cykle, så jeg har booket en billet til Krabi med bus i morgen eftermiddag. Jeg smutter så fra hotellet én dag før planen, men nu skal der ske et eller andet… Jeg har betalt for hotellet, men det er trods alt kun 130DKK pr døgn.

Det var jo nytårsaften i aften, og jeg tog ind på Khao San Road (en legendarisk gade i Bangkok, kendt for at backpackerne boede her). For at komme ind på gaden skulle jeg vise vaccinationsattest (fair nok; det er som vores coronabevis, men det er første gang jeg har skullet vise det). Khao San Road var frygtelig! den ene bar efter den anden med kanonhøjt musik.
Nu ved jeg ikke om Khao San Road stadig er stedet backpackere mødes, men der var godt nok ikke mange hvide ansigter i gaden (sidst jeg var her var der hvide overalt). Om det er pga. backpackerne er flyttet, eller pga. corona ved jeg ikke. Men, jeg tror ikke der er mange turister i Thailand generelt, og det er synd for thaierne. Thailand plejer at lave 20% af BNP på turister, i 2020 var den på 6,7%. Omregnet til danske forhold er det et tab svarende til 27 mink skandaler (1 mink skandale = 0,5 % BNP i DK).


Khao San Road (larmen er ikke så vild i videoen som i virkeligheden!)

1. jan 2022

Jeg fik lige spist en sidste gang på min “Michelin” restaurant før jeg pakkede mit pikpak og cyklede op til busstationen. Der var det sædvanlige palaver når man skal have en cykel med bussen, men 7-9-13 har jeg altid fået cyklen med tilsidst. Det handler om at smile når man gerne vil have noget igennem med thailænderne, ellers er der større tilbøjelighed for at de siger nej. Men mundbindet hjælper ikke rigtgt – nu skal man smile med øjnene 🙂

Jeg havde 2 sæder for mig selv, og sæderne er behagelige og der er AirCon. det er alt i alt ret OK. Bussen skal transportere mig 800km (12 timer) og turen koster 600baht ~ 120DKK.

2. jan. 2022

Bangkok – Koh Lanta, 81 km (cykel)

Jeg sov ikke på bussen (det er jeg ikke god til mere) men turen var alligevel behagelig. Jeg brugte tiden på at bestille et hotel på Koh Lanta. Der var godt nok mange at vælge mellem. Jeg fandt én der lå på stranden tæt på det jeg tror er hovedbyen. Den koster 200DKK/nat og er i den dyre ende af hvad jeg synes jeg vil give, men der er AirCon og der er stranden… Man kan få en privat hytte andre steder på Koh Lanta ned til så lidt som 50DKK/nat.

Kl 6:30 var vi fremme i Krabi. Krabi er hovedbyen her sydpå, rigtigt mange turister kommer igennem Krabi når de skal videre til øerne. Jeg tror ikke rigtigt der er noget i byen selv, så jeg satte cyklen sammen (jeg skulle lige løsne styret for at få plads til den i bussen), og satte næsen sydpå mod Koh Lanta. Det var varmt lige fra morgenstunden men alligevel lækkert at være igang igen. I udkanten af Krabi fandt jeg en Dim Sun restaurant – det er åbenbart den kinesiske tapas – små hapser man vælger i et køleskab, som en kok så steger eller damper til én. Det blev min morgenmad.

På cyklen gik det egentligt ret OK. Det var rasende varmt og jeg svedte som var jeg betalt for det, men jeg kom også fremad. Vejene hernede er egentligt ret kedelige; det er lange lige veje nærmest uden bakker (der er ret fladt i det sydlige Thailand). Tilgengæld er det sikkert, der en motorcykelbane på de store veje, som jeg har næsten for mig selv. Thaierne har det med at råbe “hello” efter én når man kører forbi – det er ret hyggeligt.

Efter 70km var jeg ved færgen til Koh Lanta (Koh betyder ø). Færgen tog 10 minutter og kostede 25 Baht. Der var så lige 11 km tilbage til hotellet, dem havde jeg mest lyst til at sløjfe, men det kunne jeg jo ikke. Der var 1,6km bilkø for at komme den anden vej med færgen, gad vide hvorfor… Ved hotellet blev jeg nødt til at vente til kl. 14 (jeg var der allerede kl. 12). Jeg nåede at falde i søvn i en sækkestol før en ansat kom og gav mig værelset (jeg har i den grad brug for at få sovet igennem).

Værelset er OK men uden de store armbevægelser. Der er køleskab (nice!), AirCon (NICE!), en enorm seng og et badeværelse med bad og toilet. Jeg kan virkeligt godt lide det når der er en elkedel på værelset til kaffe, men det er der ikke her :(.
Det er som om thaierne mener sengenes størrelse siger noget om hvor godt værelset er, der bliver i hvert fald altid reklameret med sengens bredde. Det er lidt pjattet; hvor mange har brug for en seng der er 3,5 m bred, selv et par? Nå, jeg har i hvert fald seng nok…
Første intryk af hotellet er at det er OK, men ikke prangende…

2 comments to 3. Nytår og første cykel etape

Leave a Reply to Anny Nielsen Cancel reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>