9. jan.
Sådan set lidt i bakspejlet har jeg faktisk været ret glad for Phuket. En masse fine strande med det fineste, rene sand (Jeg tror de har hele legioner af thaiere der sørger for at strandene ved de store turiststeder er helt fri for skrald). Maden på Phuket er også kendt for at være noget af det bedste i Thailand, og det kan jeg ikke modsige.
Hvis man skal liste øerne jeg har været på (meget afhænger af hvor man har boet på hver enkelt ø. Men jeg har listet hvor jeg gerne vil hen igen):
Koh Lanta 🙂 🙂 🙂
Koh Phi Phi 🙁
Phuket 🙂 🙂
Her i Khao Lak blev jeg mere og mere træt af at jeg ikke valgte luksushotellet. Jeg blev, her på mit nuværende hotel, vækket kl 9 (ja ok, det er ikke *så* tidligt) af en gravko på larvefødder der praktisk talt skubbede til min bungalow. Den skulle ned til stranden hvor havet er ved at æde stranden væk under de yderste hytter og hotellets restaurant (tænk Nordjyllands vestkyst). Den har stået dernede, mens tidevandet passede, og forstærket hotellets strand.
Jeg spiste ‘morgenmad’ i hotellets restaurant, og fik serveret en udrikkelig kaffe (mælk for gammel?) og de havde den frækhed at tage drikkepenge uden at jeg havde givet dem. Toilettet stoppede – apropos: man må ikke putte toiletpapir i toilettet, det skal i en skraldespand ved siden af – ja, det brugte! – det havde jeg nu også gjort – jeg fik nøglen til nabo bungalowen hvor jeg så kan bruge toilettet. Slutteligt virker WIFI ikke i min hytte (for svagt signal). Hvis ikke det havde været fordi jeg har en rigtig fin terrasse (hvor jeg har siddet hele dagen og læst) ville jeg have været knotten (men terrassen…).
Der er ét andet hold indkvarteret her på hotellet, og det er sjovt nok danskere fra Thisted.
10. jan.
Etapen: Khao Lak – I-in Resort, 111 km – 554 højdemeter
Jeg har planlagt at ramme en by der hedder Ranong 200km fra Khao Lak og da jeg kan se at vejen er flad, satsede jeg på 2 dage af 100km hver dag (jeg har trods alt lige holdt en hviledag, og bør have kræfterne). Jeg havde planlagt at tage tidligt afsted, men det fejlede igen (jeg er lidt doven om morgenen og det er trods alt ferie) og jeg var først på cyklen kl 9:30 (og så skulle jeg jo også lige have morgenmad… – stegt ris denne gang).
Afsted med friske ben, og kursen sat stik mod nord. Jeg har faktisk lavet en genistreg, uden at tænke over det, ved at tage bus sydpå og cykle nordpå i stedet for det omvendte. Thailand er solidt placeret nord for ækvator og solen er p.t. placeret syd for ækvator, så når jeg cykler nordpå har jeg solen i ryggen og ikke i ansigtet!
For første gang på denne tur cyklede jeg udenfor tættere bebyggelse, der var en masse plantager med gummitræer og oliepalmer. Jeg har ikke set hverken korn eller ris på marker hernede (faktisk har jeg ikke set noget man kan kalde en ‘mark’), og kun ganske få køer (5) – der er dog høns alle vegne.
Midt i det hele var der et enormt hus, der bare ikke passede ind (der er et billede af det). Huset er åbenbart tilknyttet en oliepalme central (raffinaderi?) – det virker som grotesk luksus når de folk der arbejder med oliepalmerne er blandt de lavest lønnede i Thailand.
Jeg fik min første punktering nogensinde på de dæk jeg kører med (Schwalbe Marathon Plus Tour), jeg fik faktisk et lille chok – de kan faktisk punktere! Men ok, der var et lille hul i slangen og det var let at lappe. 7-9-13 sker det ikke før om 10 år igen.
De buddhistiske huse, som de er flest, har et ‘spirit house’ udenfor det rigtige hus. Det ligner et fuglehus, men er beregnet til ånder. Det har vist ikke direkte noget at gøre med buddhismen men er arvet fra animistiske religioner. Selv de mest moderne højhuse i Bangkok har sådan et lille ånde-hus. Der bliver ofret hver dag, friske blomster, en cola, lidt ris – det virker som om man ofrer det man lige har.
Demografien skifter mellem små enklaver af muslimer og buddhister. Jeg er kommet frem til at praktisk talt alle muslimske kvinder går med det islamiske slør. Så hvis der er et åndehus udenfor en bolig har kvinderne fra det hus ikke slør på og hvis der ikke er, har de slør på. Jeg troede ikke at islam havde fodfæste helt heroppe – vi er trods alt 350km nord for islamiske (og vel egentligt også islamistiske) Malaysia.
Jeg har fundet et ganske fint ‘resort’ hvor jeg bor i aften. Der er aircon og værelset er fint. Som altid er der eget bad og toilet tilknyttet. Det koster 550Baht ~ 110DKK. En fordel ved aircon værelser, som jeg ikke har tænkt på før, er at aircon værelser er tætte for at spare på kulden, hvilket også betyder færre kryb (kakkerlakker!). Jeg har kun set én kakkerlak, på mine værelser, og den var lille bitte.
Leave a Reply