Thailand-2022

19. Hviledag i Hua Hin

Der var ting der skulle nåes, så, op i rimelig tid og ned til morgenmad (inkl. i prisen igen). Morgenmaden var fin, men det bedste ved det her hotel er de ansatte – de er simpelthen så hjælpsomme.

Den nye dame i receptionen kunne definitivt afkræfte færgen til Pattaya herfra – ruten er lukket pga. corona. Jeg har haft svært ved at finde alternative ruter til Koh Chang på internettet. Enten er busserne for små til cykler, eller også kører de ikke det rigtige sted hen. Jeg vidste dog at der var en stor bus til Pattaya fra lufthavnen (6km herfra), så der cyklede jeg ud. Jeg forklarede mit problem til kvinden der sad i busskranken ( hun var rimeligt til engelsk; men fakter hjælper altid 🙂 ). Hun ringede rundt og gav mig de muligheder det var for at komme til Koh Chang med hendes busselskab. Så plan-banan #2 – Jeg tager med bus herfra i morgen kl 16 til Bangkok Lufthavn, sover der en nat og tager med en bus til Koh Chang kl 6 om morgenen (!), begge afgange skulle jeg kunne få cykel med.
Jeg tror buskvinden brugte 15-20 min på mig alene – hun var simpelthen bare hjælpsom – hun kunne have været totalt ligeglad uden at jeg ville synes dårligt om hende. Der er virkeligt en grund til at thaierne reklamerer med Thailand som “Land of smiles”.

Jeg fik klippet mit skæg ved den 3. “barber” jeg besøgte, onsdag er åbenbart store lukkedag for barberer. En barber (de reklamerer med det engelske ord “barber”) er “en der kan klippe mænds hår og skæg” (ifølge en engelsk ordbog), men ingen af de her “barberer” ved noget om skæg. Men, jeg fik “barberen” til at give mit skæg en tur med hårtrimmeren, og resultatet blev ret godt (100Baht ~ 20DKK).

Der blev endda tid til at ligge ved poolen, og endda til at tage nogen baner. Det blev til mange baner – poolen er ret kort. Men det generede ingen – der var ikke andre ved poolen. Jeg tror måske der er 2-4 hold boende på måske 30 (?) værelser.

Om aftenen stod den på stegte muslinger i en karry sovs i en anbefalet restaurant (62DKK+en øl), og jeg sluttede af med en pandekage med nutella og banan på opfordring af MP 🙂

Billedforklaring:
#3 & 4: Jeg er ved østkysten så solnedgangen bliver desværre over land, og de er aldrig så fine som dem ud over havet…

2 comments to 19. Hviledag i Hua Hin

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>