Etapen: Luang Nam Tha –Na Maw (Na Mor), 64km (74km hvis man kører forkert vej :()
Det var ikke min dag i dag, ikke engang tæt på!
Jeg cyklede ud af Luang Nam Tha efter en irriterende start på dagen: Restauranten hvor jeg ville have morgenmad lod mig sidde i 30 mins uden at jeg kunne bestille. Der var personale nok, men de havde styr på nul og niks (>>They were in control of Jack Shit, and Jack just left town<<, for at omskrive en klassiker ). Til sidst gik jeg ind i restauranten ved siden af, og fik min mad i løbet af 5 mins.
Efter at være kommet af sted fik jeg præcist kørt 5 km før jeg kørte forkert på den eneste anden vej i miles omkreds (bogstavelig talt!) heroppe. Der gik 5km før jeg fandt ud af det… Min plan havde indtil nu været at fortsætte hele vejen til Udomxai (Oudom Xai), 120km. Men jeg begyndte at tvivle.
Det var så her jeg punkterede første gang. Laoterne er nogle små grise med deres affald (det er Thaierne også); alt ryger ud af bil-vinduet på vejene, også flasker. Der er steder hernede hvor man ikke kan bruge det inderste spor pga. smadret glas. Det ved jeg så nu!
Jeg fortsatte og kom til Na Teuv, her kunne jeg køre 20km nordpå og ramme grænsen mod Kina, eller køre mod syd og komme ned mod hovedstaden Vientiane. Jeg valgte at køre mod syd 🙂 Vejen indtil nu havde været ganske glimrende, og det var den også mod nord, men lige fra krydset og sydpå, var der grusvej; ’Fuck’, tænkte jeg, og det skulle vise sig at være starten på mange af den slags tanker den dag… Efter 2km mere begyndte mit baghjul at slingre fra side til side, og det viste sig at der var røget en eger: Ikke noget problem tænkte jeg, jeg har rigeligt med reserve egere med.
Men ak! Selvfølgelig var egeren røget i den side hvor kransen sidder (tandhjulene bagpå), og det betyder at kransen skal af for at man kan skifte eger. Dette kræver et specialværktøj, som jeg ikke har med 🙁 Åh ja, samtidigt med den knækkede eger, punkterede dækket igen pga. et nyt stykke glas. Jeg var fnysende arrig!
Jeg prøvede at køre videre på cyklen, efter at have læsset mere bagage foran, for at mindske belastningen bagpå, og det fungerede sådan rimeligt. Baghjulet banker godt nok fra side til side, men det ser ikke ud til at blive værre.
Jeg ankom til Na Maw ved en 13 tiden. Jeg var lige ved at cykle gennem byen (byskilte er ikke videre populære hernede), men stoppede heldigvis for at spørge om der var et guesthouse i byen.
Samtale foregik sådan her: >>John går hen til en Laot der sidder og laver ingenting (national sporten hernede) og peger på det laotiske ord for ’guesthouse’ i guiden, samtidigt med at John siger ordet for guesthouse på Lao til manden. Manden kigger lidt på ordet i guiden, og nikker. Manden sætter sig til at lave ingenting igen<<
Manden troede åbenbart jeg ville høre om jeg udtalte ordet korrekt. Jesus!
Heldigvis var der andre omkring der også hørte det, og viste mig hen til et guesthouse. Jeg skal betale 40.000Kip (24DKR) pr. nat og jeg føler mig lidt snydt, men der er ikke rigtigt så meget at gøre… Senere fandt jeg dog så ud af at der var et andet guesthouse i byen.
Der kom et britisk par (også cyklister; John og Gail) fra den anden side (den vej jeg skal i morgen) som også stoppede ved guesthousen, og vi mødtes om aftenen og gik ud at spise sammen (der var nudelsuppe at vælge mellem til 5000Kip = 3DKR). De fortalte at vejen jeg skal i morgen er ligeså ringe som den jeg har cyklet i dag (50% elendigt asfalt og 50% grus).
Udsigten fra vejen er stadig fremragende, men man har bare ikke tid til at se på den fordi man skal bruge al tiden på at kikke efter huller i vejen. De få gange jeg er faldet i staver over udsigten fra cyklen, har virkeligheden hurtigt indhentet mig, og den gør næsten altid ondt 😐
Status: Fra at det gik ret godt i går er situationen en helt anden i dag. Jeg ved at der er en cykel butik i Vientiane der kan fixe mit hjul, men jeg er ikke sikker på at der er nogen butik før.
Laoterne cykler ikke. De har, ligesom Thaierne og Malayerne, taget motorcyklen til sig. Praktisk taget ingen cykler, kun de aller, aller fattigste, men de fleste har adgang til en motorcykel.
Det afspejler sig så desværre på deres muligheder for at reparere cykler, specielt ting der ikke kan fixes med en hammer.
Jeg cykler videre med mit skæve baghjul i morgen, og må så se hvordan og hvorledes i Udomxai.
Leave a Reply