Haltende ind i Udomxai…

Etapen: Na Maw (Na Mor) – UdomXai (Oudom Xai), 54km

Jeg mødtes med englænderne udenfor guesthousen til morgen, og vi spiste morgenmad (nudelsuppe igen) sammen. De skal videre mod Kina i dag, og jeg tager til Udomxai. Der er kun 54km, men vejen er ringe, og der er en 500m stigning der skal overstås (det er OK hvis vejen er god, men hårdt hvis vejen er ringe).

Jeg holdt igen med farten (ikke et problem på de her veje!), og behandlede baghjulet så blidt som muligt.

Der er super meget vejarbejde på vejen jeg har kørt på de sidste 2 dage. Der er flere hundrede mand i gang på vejen, men det batter ikke så meget igen som det lyder til; det er meget begrænset hvad de har af tungt maskineri, langt det meste foregår med håndkraft.

Det er åbenbart Kina der betaler gildet for at få bedre handelsveje mod Laos. Det er rigtigt mange af arbejderne der er kinesere.

Jeg sidder nu i Udomxai og har lige været henne ved en cykel butik, den var delvist lukket (!), men der var en ung pige ved butikken. Jeg prøvede med tegnsprog at forklare, men hun var ikke videre hjælpsom.

Jeg bor på et godt guesthouse (anbefalet af englænderne; 50.000Kip~30DKR) hvor det er rent og hvor jeg har privat badeværelse med varmt vand! Værten taler norsk! (jeg skal lige have fundet ud af hvorfor), han er vældig flink og hjælpsom, han siger der er en anden cykelbutik, som dog er lukket i dag.

Status: Før jeg får fixet egeren kan jeg ikke cykle flere etaper! Godt nok gik det OK i dag, men hjulet exer mere og mere; ingen grund til at smadre hjulet helt. Planen er at vente her til cykelbutikken åbner (mine ben er alligevel friske på en pause ( 😉 )). Hvis de ikke kan fixe cyklen her, tager jeg cyklen med bussen til Luang Prabang (turistfælde #1 i Laos), og fortsætter med bus sydpå mod Vientiane men stop de interessante steder (og med håb om at de kan fixe cyklen før jeg når helt til Vientiane).
Jeg overvejede at tage hjulet med bussen til Vientiane (og lade resten af cyklen/bagage stå her), men det tager 16 timer hver vej. Det er sgu lige lang nok tid.

Laoterne/Laoserne/Lao/folk fra Laos:
Jeg ved ikke hvad de hedder, men jeg kalder dem Lao fremover her.

Når man kommer cyklende er børnene helt vilde med at råbe ’Sa Baa Dii’ (’hallo’) efter mig, men af de ældre (teenagere og opefter) er der 50% der smiler og siger ’Sa Baa Dii’, hvis jeg hilser. 25% ignorerer mig totalt og bevidst, de sidste 25% ser ud som om jeg lige har sparket døren ind, og er gået ind i deres stue.

Jeg var personligt ret vild med Thaiernes mentalitet, og faktisk også Malayernes, men mest af alt var jeg vild med Burmesernes mentalitet (der kan man tale om venlige mennesker!). Indtil videre voterer juryen stadig over Lao mentalitet…