Etapen: Wanganui (Whanganui) – Ranana (London), 66km
Jeg var tidligt oppe, og tog ned i byen da jeg havde pakket. Wanganui er en dejlig by (det hjalp selvfølgelig at det ikke regnede) med en ret sej hovedgade.
Jeg fik brugt adskillige dollars – Det løb ligesom løbsk 🙂 – men det var ting der skulle købes. Jeg fik en dejlig vandtæt pak sæk som kan indeholde telt, underlag og sovepose (det hjælper selvfølgelig ikke at pak sækken er vandtæt, når nu teltet er dyngvådt, men alligevel… ;)). Jeg fik også nogle cykelhandsker, som jeg har ønsket mig i lang tid. Mine hænder har en tendens til at blive ret underlige af for meget sol, og det er ikke noget jeg kan sol-creme mig ud af (derfor handskerne)….
Efter en kaffe på hovedgaden tog jeg videre nordpå. Det var en ret flot tur langs Wanganui floden. New Zealænderne (Kiwierne) er ret gode til at skilte deres turistattraktioner (selvom de måske har en tendens til at oversælge attraktionerne), så man risikerer sjældent at køre forkert.
Der var ingen trafik på vejen og nogle af udsigtspunkterne var i verdensklasse.
Det begyndte dog at regne ved en 14.30 tiden, og det tog ligesom lidt af det sjove af at cykle. Det holdt dog heldigvis en pause da jeg skulle slå teltet op…
Jeg har bestilt billet med tog fra en by, én dags ridt nordpå, til Wellington i overmorgen.
Med den kombination af skiftevis regnvejr og gråvejr vi har nu, glæder jeg mig til lidt storbyferie 😉
Leave a Reply