Etapen: Greymouth – Arthur’s Pass, 105km
Jeg slappede af i Greymouth i to dage. Jeg var på et glimrende backpacker hostel som hed Global Village. Det er utroligt så hurtigt tiden går selv om man ikke laver noget….
Jeg tænkte på at tage af sted i går, men det regnede hele dagen, så jeg overtalte mig selv til at blive en dag mere (det viste sig ikke at være specielt svært) 😉
I dag gik turen så tilbage mod østkysten og Christchurch. Der er omk. 300km så det vil tage en 3 dage. Turen går igennem et pas i de sydlige alper der hedder ’Arthur’s Pass’, som ligger i godt 900m højde.
Jeg vidste at der var stejle stigninger op mod passet, men jeg var ikke klar over hvor stejle de var: De sidste 2 km op til passet, steg det med 16%. Jeg har ikke kørt på så stejl en stigning før hernede i NZ, og det var da også kun lige at jeg kunne køre op.
Heldigvis var der ikke meget trafik; det er begrænset hvor god man er til at cykle i en lige linje når det går så stejlt op.
På toppen var der et udkigspunkt, som man udmærket lige kunne bruge til at ’nyde’ sejren. Her var også de første Kea fugle (en NZ papegøje) jeg har set hernede. De er meget nysgerrige, og kan godt lide at udforske ting. Desværre har de en mani med at bide i alt der er gummi. Ikke fordi de vil spise det, men måske fordi de kan lide at tygge i det? I hvert fald tog en af fuglene en ordentlig bid gummi fra en dørliste på en bil, før vi fik dem jaget væk…
Jeg bor på en DOC campingplads lige efter toppen, så jeg er i knap 900m højde. I morgen venter en anden top der også er 900m, men derefter er det tid til en lang nedkørsel 🙂 Min hastighedsrekord er 66km/t ned ad bakke; men det behøves jeg vel ikke sige?
Der er godt nok nogen Kea fugle her også, og jeg er ikke helt stolt ved det. De har stærke næb og har før revet telte i stykker. Jeg håber i mit stille egoistiske sind at de tager de andre telte først…
Hej John!
Vi følger din blog nøje og synes det er rigtig spændende at følge med i din tur “Down under”. Vi glæder os lige i øjeblikket til selv snart at skulle afsted til “bakkerne” dog med mere sne på end dem vi kan se på dine billeder!
Fortsat god tur.
Knus fra Vibeke
Vibeke & Martin: Mange tak! Det er sjovt at skrive hvis der er nogen der gider læse 🙂
jeg går ud fra at det er skiferie? Det er nu heller ikke helt skidt 🙂