Christchurch
Jeg fik lavet de småting jeg manglede. Jeg rev mig og købte en regnjakke til 140$ (600DKR) da jeg ikke har fundet andet der var let nok til at rejse med – Man har virkelig brug for en regnjakke hernede! Jeg fik også fixet cyklen. Det viste sig at den bageste gearskifter var bøjet. Det kostede 15$ (60DKR) at få det fixet; i DK ville det koste 200DKR bare for at få en cykelmekaniker til at se på det.
Jeg brugte det meste af dagen på bare at daske rundt i byen. Det lader til at der er noget de kalder ’World Buskers Festival’, som er en festival over 10 dage med de folk der optræder i alle storbyer på gågader mm. Det er ikke rigtigt kommet i gang endnu, men startede officielt i aften.
Der er også et VM for handicappede igang her i byen. Jeg ved ikke inden for hvilke sportsgrene de konkurrerer, men de handikappede fylder meget i bybilledet i disse dage.
I morges var der et jordskælv kl. 6; jeg opdagede intet, og igen et kl. 10; det mærkede jeg! Det var bare et lille et, men en ret mærkelig fornemmelse at opleve… Jordskælvene er efterskælv efter et stort jordskælv her i Christchurch i september 2010. Der var et stort efterskælv den 26. december 2010 (Boxing Day) og der har sikkert været rigtigt mange små efterskælv siden… Der registreres 15.000 jordskælv i NZ hvert år.
Der døde ingen ved nogen af de store skælv, men der var store materielle skader.
Leave a Reply