Etapen: Blonduos – Saudarkrokur, 126km
Dagen startede med vindstille og ‘lunt’ vejr. Jeg havde lidt svært ved at komme afsted, og nåede da også lige en kop kaffe og en donut i den lokale brugsforening, før jeg fik mig taget sammen. I dag stod ruten på halvøen Skagi. Jeg har forsyninger med til at overnatte i naturen, men siden det gik så strygende i går, troede jeg at jeg måske kunne nå Saudarkrokur og dermed en campingplads til aften.
Der var let modvind til start og det passede mig fint, fordi der så ville være rygvind når jeg rundede pynten på halvøen. Der var 80km grusvej på strækningen, men det var en OK grusvej, så ikke det store problem. Turen var rigtig fin, ikke helt så fin som i går, men turen i går var også rigtig fin.
Temperaturen nåede op på uhørte 16 grader i dag. Hvis det bliver ved smelter man jo…
Men, jeg kunne godt mærke de 116 km i benene fra i går, og burde nok have efter 80km (mens det stadig var sjovt) og have sat mit telt op, men jeg håbede/regnede lige at kunne klare mig i mål.
Jeg har haft en snert af ondt i ryggen hidtil, men det har været småting. Men ved en 90km begyndte jeg at få nogen ubehagelige jag i ryggen. Jeg nåede dog ind til byen kl 20:30, og campingpladsen, men ryggen havde det skidt.
Jeg håber, det er ryggens måde at sige “pas på mig” på, og at lidt fred og ro kan gøre det bedre. Jeg har nok også lige presset citronen lidt rigeligt med lange distancer og få hviledage. Det må jeg tage til efterretning.
Leave a Reply