Patagonia

32. Sidste ben på turen

Etape: Punta Arenas – bag et busskur, 113km

Det regnede da jeg stod op – noget som heldigvis ikke er sket tit for mig hernede; jeg har vist været meget heldig med vejret indtil videre. Regnen holdt heldigvis hurtigt op, og jeg satte kursen mod havnen. Færgen sejlede til tiden (de store ting foregår meget professionelt her i Chile). Magellanstrædet er 29km bredt her og overfarten tager 1t20m. Magellanstrædet viste sig heldigvis fra sin gode side i dag – jeg er ikke så god til høj søgang. Undervejs så vi delfiner.

Det er efterhånden ret koldt. Der er omkring 10 grader om dagen, men det snyder, for når man er i solen, er det stegende hedt. Solen gemte sig dog i dag. Godt det samme; min frisør fra i går kommenterede på at jeg havde sår inde i ørene pga. solen. Jeg har ikke lige tænkt på at smøre solcreme ind i ørene.

Der er 430km til Ushuaia, som er sidste destination på min tur, men der er ikke mange byer. Rio Grande (Argentina) ligger 230km væk som eneste større by før Ushuaia.

Jeg havde lykkeligt glemt at der fandtes andre vejbelægninger som asfalt, og havde allerede regnet med at cykle 130km i dag (vinden i ryggen osv). Men da jeg kom udenfor Porvenir, som var færgens destination, startede grusvejen igen. Jeg var (næsten) på grædepunktet. Heldigvis var grusvejen rimelig godt præpareret og heldigvis var vinden lige i ryggen hele dagen, så jeg nåede alligevel at cykle 113km. Men … desværre knækkede det andet øje, der holder bagagebæreren, af. Træls. Det føles lidt som om cyklen disintegrerer under mig. Jeg havde dog et sidste spændebånd som kunne fixe problemet midlertidigt.

Jeg sov bag i telt bag et skur i læ, for den vanvittige vind. Skuret stod i det eneste kryds jeg stødte på hele dagen. I skuret var der 4 backpackere der sov på gulvet, de tilbød mig en plads, men jeg kan nu godt lide det privatliv teltet giver. De 4 andre turister var argentinere eller chilenere. De (argentinske og chilenske turister) er generelt meget imødekommende og venlige; det er argentinere og chilenere som ikke er turister nu almindeligvis også.
Lige én ting som jeg, specielt, nyder hernede: Folk er usædvanligt tålmodige. Forleden stod jeg i kø i et supermarked, hvor der var 6 kasser åbne og lige så mange lukkede. Jeg tror jeg stod i køen i 45 minutter, uden at de andre kasser åbnede; det gik bare langsomt. Ingen af de lokale brokkede sig. Der var én anden der, som jeg, så rimelig frustreret ud, og det var en anden turist.
Et andet sted tålmodigheden kommer til udtryk, er at folk tager sig tiden det tager at kommunikere med mig på spansk og engelsk og tegnsprog. Reelt kommer man ikke mange vegne, med den slags kommunikation, men det giver noget socialisering, og det tager de lokale sig gerne tid til. De har ikke mere travlt end de tager sig tid til sådanne ting.

Jeg så en del guanaco’er (’lama’) i dag. Jeg troede de var begrænset af det hegn der følger vejen, men de voksne hopper uden besvær over hegnene (hegnene er vel ca. 1m i højden). Guiden i nationalparken forleden, sagde at guanaca’erne og nandu’erne (’struds’) er fredede i Chile. Man kan dog få guanaca steaks nogen steder, men det er fra én specifik ø, hvor guanaca’en ikke er fredet. Guanaca’erne og nandu’erne må løbe over det hele, og bønderne må ikke forhindre dem adgang til deres jord (udover hegnet). Hegnene er til for at holde besætningerne af kvæg, får og heste inde.
Dagen i dag, har jeg set skilte til forskellige ”ranch” (gårde) eller ”estancia”, som de hedder hernede. Hver estancia har sit eget navn og det viser de stolt ved vejen med skilte. Rart at se at de er så stolte af deres estancia, at de gør noget ud af skiltet.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>