Patagonia

42. Ud og hjem igen, og tak for denne gang :)

Etape: Buenos Aires – hjem, flyver

Op til normal tid og pakke mine ting, det tog ikke lang tid; nu havde jeg jo fundet ud af hvordan det skulle pakkes (i Ushuaia; omk. 22kg i hver taske). Taxien kom 10 minutter før tid og da kl. 14 er et glimrende tidspunkt at køre på (argentinerne holder siesta der; også om lørdagen), tog det ikke lang tid før jeg var i lufthavnen. Check-in gik strygende, jeg skulle stadig betale 250€ for cyklen, og det synes jeg stadig er helt vildt, men det vidste jeg jo på forhånd.

I Buenos Aires international lufthavn må man have 5L væske med i håndbagagen. I Frankfurt må man stadig ikke have væske med 🙁 – ‘Humanisme’ koster på sikkerhedskontoen.

Jeg lovede mig selv at skrive lidt om Carretera Austral, og det gør jeg sidst i blogindlægget.

Jeg har været rigtigt glad for at være afsted. Jeg havde regnet med at jeg ville cykle længere (jeg har rundet 2000km men på samme tid på Island rundede jeg 2900km). Men vejene var noget bedre på Island, og der har været flere stigninger/bjerge på Chile turen.
Set i bakspejlet, skulle jeg have brugt et par dage mere på Carretera Austral (som jeg cyklede igennem så hurtigt jeg kunne), og så have taget bussen mere til sidst. Men jeg har hele tiden haft svært ved at blive klog på, om man kunne tage cykel med bus i Chile og Argentina (for at slå det fast for andre cyklister: Det kan man; begge steder), og har derfor ikke villet komme for langt bagud efter planen.
Jeg kunne godt have droppet mere af cyklingen fra ende af ’Carretera Austral’ til Aushuaia – landskabet forandrer sig ikke meget de sidste 1000km. Men det var fedt nok lige at cykle nogen få hundrede kilometer i det landskab.

Jeg var rigtigt glad for at få set Buenos Aires, det er godt nok en flot by. De lokale kalder også Buenos Aires ’Sydamerikas Paris’ og det forstår man godt; Boulevarder med masser af træer, flankeret af 3-5 etagers smukt dekorerede gavle på gamle, statelige huse.

 

Her til slut vil jeg sige tak for denne gang og jeg er vildt glad for at i har læst med 🙂 – Det er sjovt at skrive når man har et publikum.

Lidt statistik:

  • Kilometer kørt: cykel >2000km, bus 650km
  • Antal punkteringer: 0
  • Skader på cykel: Begge øjer i stellet, der holder bagbagagebæreren knækkede af (jeg er ikke helt tilfreds med at det kan ske!). Gevind i øje der holder forbagagebæreren røg (jeg tror dog det er under transport, så man kan ikke give cyklen skyld for det).
  • Andre uheld: Jeg væltede et par gange i gruset, men det må man vel forvente. Hund strintede på telt. – Jeg er vist sluppet meget nådigt 🙂
  • 42 dag i alt i Chile/Argentina (kun omk. 3 med dagsregn). 8 dage på hotel/B&B og 34 dage i telt.
  • Max. højde: Jeg var ikke højere end 1300-1400 meters højde.
  • Temperaturen lå omkring 10-15gr. om dagen, men i solen føltes det langt varmere. Om natten lå temperaturen mellem 5 og 10gr.

Carretera Austral

Ruten Carretera Austral (”den sydlige vej”) er en specifik vej (Ruta 7) der går fra Puerto Montt i nord til Villa O’Higgins i syd hele tiden i Chile. Ruten er 1270 km. Den blev påbegyndt at Pinochet i 1976 og blev stort set afsluttet i 1986.

Det er usikkert hvorfor Pinochet startede konstruktionen af vejen, da den har været rasende dyr at konstruere. Samtidigt med at befolkningstætheden her sydpå er nede på under 1 person pr. km2. (i DK er befolkningstætheden i gennemsnit 62 personer pr. km2).

Et af argumenterne har været, at vejen skulle binde landet sammen. Chile er forfærdeligt langt, 4200km i fugleflugtslinje fra nord til syd. Hvis ikke infrastrukturen er der, må det være svært at holde sammen på landet/befolkningen. Et andet argument for vejen, er at det er lettere at transportere tropper rundt. Chile og Argentina har ikke altid været lige gode venner. Blandt andet støttede Pinochet, og dermed Chile, Storbritanniens fortsatte krav på Falklandsøerne under Falklandskrigen i 1982 mellem Storbritannien og Argentina, og Pinochet gav britiske fly lov til at flyve under chilensk flag.

Under alle omstændigheder blev vejen konstrueret. Det skete ofte under kummerlige forhold for arbejderne der gjorde arbejdet – Chile var ikke nær så rigt dengang som det er i dag.

Der arbejdes stadig på vejen, men det er mest asfaltering af tidligere grus sektioner, mere end det er forlængelse af strækningen.

Vejen er blevet populær hos turister da den, som før skrevet, går gennem landskab der er meget tyndt befolket, og at landskabet derfor er, for en stor del, uberørt. Det er smukt, landskabet, der er bjerge og regnskov, og for en stor del, ligger de i nationalparker.

Turisterne er for det meste chilenere og argentinere – de kommer mest en dels i biler. De cykelturister der er her, er chilenere, argentinere og så europæerne; Europæerne kommer fra Frankrig (de er i massivt overtal), Tyskland/Østrig (ganske mange), Storbritannien og Holland. Jeg har ikke mødt cykelturister fra andre lande (men jeg har ikke talt med alle andre cyklister).

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>