Etapen: Ahipara – Rawene, 77km
Da jeg stod op og var klar til at tage afsted var den schweiziske pige Simone, jeg snakkede lidt med i går, også ved at tage afsted. Da vi skulle samme vej, aftalte vi at følges ad. Ingen af os har prøvet at cykle med andre før, så vi ville lige prøve at se om det nu også kunne gå.
Det gik faktisk fint, sådan at køre to og to, og vi fulgtes hele dagen. Ved afslutningen på etapen kom vi forbi Kohukohu hvor Waterline Cafe lå. Det var et glimrende sted for et pitstop viste det sig; maden og kaffen var intet mindre end fremragende!
Lige efter Kohukohu skulle vi med en lille færge til Rawene. Færgemanden (kom originalt fra Belgien) anbefalede så Rawene Holiday Park, som var ejet af to andre schweizere (en af dem hed også Sabine), så der tog vi hen.
Simone har checket ind i et dormitory, og jeg har slået mit trofaste telt op (i regnvejr denne gang :(). Vi overvejer at tage ned i byen senere da der er et jazz/funk band der underholder på hotellet…
Campingpladsen er den til dato reneste! Der er ikke en plet nogensteder! Meget kan man sige, men jeg tror at en campingplads drevet af en kvinde ofte er renere som en drevet af en mand; og når den så, som i dette tilfælde, er drevet af TO kvinder…..
Cykling, trafik osv I NZ: Noget af det vigtigste for cyklister er om der er plads til dem og om vejene (belægningen) er gode nok. Jeg har ikke skrevet meget om det før, da jeg ville have lidt mere erfaring med det, men nu føler jeg at jeg har cyklet på så mange veje at jeg har lidt ret til at udtale mig 🙂
Vejene i NZ er smalle, og der er ingen cykelsti. Standard vejen svarer til en dansk landevej, uden belægning på cykelsiden af den hvide linie. Dvs. man skal som cyklist dele vejen med bilerne, eller nærmere visa versa.
Hvor der ikke er nogen trafik er dette ikke noget stort problem, bilerne kører pænt udenom, men det bliver et problem når der er mere trafik. Derfor er det bedst at holde sig fra hovedvejene, og hvis man endelig skal på hovedveje, så skal man vide noget om trafikken på den først.
Man bør også holde sig langt væk fra de helt store byer (dvs. Auckland ;)), og i stedet tage busser når man skal omkring eller til Auckland.
Bilerne må køre 100km/t på almindelige landeveje, og det føles som om truckene kører lige så hurtigt.
Det skulle dog være bedre på syd-øen da der ikke er nær så mange mennesker, og dermed heller ikke biler som her på nord øen.
Leave a Reply