Etape: El Chalten – Hotel La Leona, 111km
Det blæste en halv pelikan i nat. Jeg vågnede jævnligt når det rykkede i teltet – der var alligevel en grund til at alle andre telte stod op af et plankeværk. Godt at vide.
Jeg fik hævet nogen penge i en kontantautomat, efter at have bokset med den en time. Det lader til at man maksimalt kan hæve 4000 argentinske pesos pr gang. Der går 6pesos på 1kr dvs. man kan max hæve 670kr på gang. Samtidigt koster det 42kr at hæve de 670kr. Fuldstændigt åndsvagt. Det havde været smartere at tage kontanter med herned, og veksle dem her.
Jeg fik betalt den flinke dame på campingpladsen, fik sagt farvel til 2 italienere, jeg har snakket lidt med (pludseligt er der italienere overalt!). Jeg fandt en cafe, fik to kopper kaffe, lov til at bruge WIFI (fandt ud af at elstik i Argentina er helt anderledes) og (vigtigst) lånte deres toilet (jeg kan styre mange output mekanismer vha. kaffe; en *meget* brugbar egenskab når man normalt er langt fra et toilet). På vej ud af byen fandt jeg en elstiksconverter.
Én kilometer udenfor byen, så jeg mig tilbage og fandt ud af hvorfor byen er populær blandt turister. Der var simpelthen den flotteste udsigt over byen med Los Glaciares nationalparken i baggrunden – Det var simpelthen en udsigt der var udenfor denne verden.
Jeg havde rygvind, og vejen er asfalteret og rigtig god (jeg kan ikke huske hvornår jeg havde asfalt under hjulene sidst). Ruten var helt pandekageflad. Alt i alt optimalt.
Det er sjovt som landskabet kan ændre sig så vildt på bare de få hundrede kilometer jeg bevægede mig i går. Her er bjerge i horisonten, men hvor vejen går er der fladt og det virker som steppe. Der er ingen træer, kun lige omkring de bebyggelser (jeg så ~5 huse på de 111km i dag). Der er små hårdføre vækster, men det virker som et barskt område.
Vinden, vinden er et kapitel for sig. Jeg havde vinden i ryggen de første 90km. Jeg prøvede at stoppe cyklen helt, slippe bremserne uden at skubbe fra, og uden at bevæge pedalerne accelererede min 50kg cykel (cykel + oppakning) op til 30km/t. Der kan vestenvinden godt gå hjem.
Ulempen er selvfølgelig at da der kom modvind (og det gør der jo altid), sank farten til 10-15km/t.
Efter 111km dukkede det første rigtige hus op, det var et hotel hvor de har camping. Det blev et hurtigt salg for dem. Det viser sig at grunden for hotellet blev lagt af en dansk familie, Jensen, i 1894. Det siges også at Butch Cassidy, The Sundance Kid og deres medsammensvorne Helen Page, boede her i 1905.
Apropos Butch Cassidy og The Sundance Kid: Man kan ikke undgå at støde på referencer til dem hernede. For dem der ikke kender dem, var de berygtede røvere i det vilde vesten. De blev indhentet af tiden og flygtede, med ambition om at blive lovlydige, til Argentina. De købte et lod jord omkring Puerto Montt, hvor jeg startede denne tur, bare på Argentinas side af grænsen. Men de kunne ikke holde til det lovlydige liv og begyndte at røve hernede. Det endte med at de blev skudt i Bolivia… Måske, rygter siger at de ikke blev dræbt i Bolivia, men at det var nogen af deres håndlangere.
Leave a Reply