Etape: Hotel La Leona – El Calafate, 104km
Jeg frygtede vinden I dag. Hvis den havde opført sig som i går, ville jeg have haft den grimmeste modvind i dag. Jeg stod tidligt op i frygt for at det ville blive slemt, og så har jeg en teori om at vinden er mildest om morgenen, det synes jeg jeg har oplevet (på de få dage jeg har været her i Argentina ;)).
Jeg var afsted allerede kl. 8, og der var ingen vind før kl. 10. Så kom vinden også, og jeg tænkte >tak skæbne<. Heldigvis var vinden ikke så slem som i går, og den skiftede både i retning og styrke, så allerede kl. 15:30 trillede jeg ind i El Calafate efter 104km. Jeg er godt og vel brugt efter 2 meget lange distancer. Også for lange distancer, men tiden er lidt imod mig.
Landskabet er totalt ændret siden Chile, det er helt vildt, hvor meget der er ændret på så kort et stykke. Nyt landskab, nye dyr. I Chile så jeg en del dyr vi ikke har i DK, men de fleste var mindre fugle osv. I dag så jeg grupper af nandu’er (lignende struds, men lidt mindre) og Guanaco’er (tænk lama, måske lidt mindre). Langs alle de 220km jeg har kørt de sidste par dage har der været hegn på begge sider af vejen, ca. 50m fra vejen. Jeg har ikke kunnet finde ud af hvad det er til for. Er det til for at holde en besætning inde på marken, eller er det til for at forhindre vilde dyr i at løbe ud på vejen (der køres hurtigt!). Jeg skal lige have spurgt en lokal. Guanaco’erne og nandu’erne løber på begge sider af hegnet, så jeg tror ikke hegnet er til for dem. Jeg har ikke set får eller køer, et par heste men det er også det.
Jeg har været lidt nervøs for min tidsplan, samtidigt hører man MEGET forskelligt fra andre rejsende. Ex. Har jeg hørt mange der siger at det er let at tage en cykel med i bussen her i Argentina, mens andre siger det er helt umuligt. Hvis jeg ikke kunne få cykel med i bus (her er ikke tog), ville jeg være lidt på ski…en.
Da jeg ankom her, gik jeg som det første op på busstationen, og fik en busbillet til Puerto Natales MED cykel i overmorgen, søndag. En ret så stor sten faldt fra mit hjerte.
Søndag tager jeg til Puerto Natales (Chile) og derfra er der ca. 650km til Ushuaia og det har jeg 11 dage til. Det burde være til at nå.
El Calafate er knudepunkt for turister der vil til Perito Moreno gletcheren der findes 70km herfra. Jeg vil ud at se den i morgen. Det bliver med minibus ud om morgenen og hjem til El Calafate om eftermiddagen.
Både her og I El Chalten (hvor jeg var for 2 dage siden), er der stoppet med turister, i et omfang jeg slet ikke har set i Chile.
Leave a Reply