Store rejsedag er her! Vi skal afsted fra Lake Inle kl.14 og regner med at være i Yangoon ca. 15 timer efter. Vi skal med bus…Min mave har det stadig skidt (der kom det ord igen, John! :-(), så jeg startede eftermiddagen med at tage 2 Imodium (for den ikke rutinerede rejsende i 3’je verdenslande, er det stoppiller; garanteret ingen afføring i 24 timer!). Jeg skal bare ikke på toilet i bussen!
Bussen var overraskende god; god benplads. Det er altid et problem for mig, men ikke her.
De første 6 timer kørte vi på de mest elendige bjergveje jeg kan huske jeg har kørt på. Der var en ca. 50 cm bred asfalt bræmme midt på vejen, ud over det var det skærver. Det var ikke specielt behageligt at køre på. Efter bjergene kom vi til dalen (samme dal jernbanen går mellem Yangoon og Mandalay), her blev det næsten ligefrem dejligt at køre.
Ved en 24 tiden kom vi forbi den nye hovedstad Naypyidaw. Det er så syret, der var 10 spor i hver retning en overgang (og ingen trafik, altså seriøst; slet ingen trafik!). Når man ved at 1/3 af de 45 mio. burmesere lever for under 1 US$ om dagen, kan det undre at regimet laver en 20 sporet vej, hvor der ikke bor nogen folk (20.000 sjæle ialt)… Men jo længere tid man er herovre, jo mindre pris sætter man på styret (sådan har det i hvert fald fungeret for mig)…
Den store overraskelse var at vi var i Yangoon kl. 5 om morgenen! Før tidsplanen; det er ikke sket før i Burma.
Checkede lige Naypyidaw i Google Earth. Jeg ved ikke, hvor gamle billederne er. Der er endnu ikke nogen 10-sporet vej, men kan godt se at det hele er en stor byggeplads. Og en masse skorpion-lignende bygninger spredt over det hele. Check det ud, når du får tid og båndbredde 😉
Per: Alle vores kort over Myanmar (undtagen den i Lonely Planet guiden) har ikke Naypyidaw indtegnet. Jeg ved ikke hvor ny byen er men den er meget ny 🙂